Blog Image

Florida i Motorhome 2016

Denne tur

Dette er vores 4. besøg til Florida.
Denne gang har vi Anne med, så der vil være lidt mere fokus på hygge, afslapning, natur og selvfølgelig besøg til Disney world.
Der ud over skal vi besøge familie for første gang, samt bo i autocamper på hele turen, hvilket var en stor succes da vi besøgte nationalparkerne på USAs vestkyst i 2014.
For at læse mere om den tur besøg la.kker.dk

Privat strand

22-23. marts - Fort De Soto Posted on 24 Mar, 2016 01:16

Tirsdag d. 22

Anne vågnede kl. 6, så Rasmus hentede hende hen i vores seng, for at kunne hygge der indtil det blev lyst, troede han. Men hun var åbenbart mere træt, så lagde sig bare ned i smørhullet og sov videre til lidt over kl. 8.

I dag havde vi god tid til at lave morgenmad, da vi skal blive her i dag. Så vi skulle både have æg, bacon og hashbrowns. Det viste sig at blive en større udfordring, da vi ikke har en pande i vognen, og tingene måtte laves i en gryde, hvor det hele brændte ret meget på, så der var også ekstra arbejde til bagefter.

Efter morgenmaden, gik vi op og fik tjekket ind og vi fik lejet en firhjulet cykel hvor vi alle tre kunne være. Så cyklede vi en tur på stranden ved Fort De Soto Park – East Beach, blev det til. Cyklen var lidt hård at cykle på, så vi gad ikke køre så langt, men Anne synes det var hyggeligt at sidde foran og styre, og samtidig spise is. Efter vi kom tilbage til vognen, har vi bare slappet af, fået et bad og hygget os og grillet til aften. Vi så en rigtig flot solnedgang med skyfri himmel, fra vores “egen” lille private strand lige bagved vognen.



Natur og Outlet

21. marts - Highland Hammock Posted on 24 Mar, 2016 01:15

Mandag d. 21

For første gang sov vi længe, Anne nød åbenbart at komme ud og sove i en State Park, hvor der er helt fred og ro, og hun havde fået sin egen seng at sove i. Vi har slået bordet ned hvor hun ellers sidder i autostolen, men det kan lige lade sig gøre at slå det ned, uden at vi behøver at flytte autostolen. For at hun ikke skal falde ud over kanten, har vi pakket den store hovedpude hun alligevel ikke bruger, ind i det lagen hun ligger på og lagt det mellem hende og kanten.

Hun stod i hvert fald først op kl. 8.30. Så både Rasmus og mig var oppe inde hun vågnede, da vi ikke kunne sove mere.

Vi fik morgenmad, kom i tøj, og mens jeg pakkede lidt sammen, gik Anne og Rasmus på legepladsen.

Vi kørte fra campingpladsen, og kørte en tur ind i parken, og var ude at gå flere steder, bl.a. ved Big Cypress Swamp. Desværre så vi hverken Alligatorer eller slanger, som vi gjorde sidst vi var her. Til gengæld var der meget mere vand, hvilket gjorde det rigtig flot.

Så gik turen til Ellenton Premium Outlet, hvor vi fik nogle timer til at gå med at få shoppet, inden vi kørte videre mod Fort de Soto.
Vi havde en rigtig flot tur over den store bro ved Tampa Bay, mens solen gik ned. Det betød også, at vi nåede frem til campingpladsen, lige efter det var blevet mørkt, men heldigvis inden de lukkede for bommen. Der var ikke nogen til at tjekke os ind, da de var gået hjem, men der hang i liste hvor vi fandt vores navn, og hvilken plads vi skulle bo på. Det var straks værre at finde den rigtige plads, da det var mørkt, og vi faktisk var kommet til at køre forbi den vej vi skulle ned af. Til sidst lykkedes det dog at få fundet pladsen, og bakket ind uden at få lavet buler, selvom der er rigtig mange træer og palmer, og ikke alt for meget plads.



Mod Highland Hammock

19-20. marts Fort Pierce Posted on 24 Mar, 2016 01:13

Søndag d. 20.

Anne vågnede igen omkring kl. 6 idag. Vi blev ude i campingvogn, da vi ikke regnede med at der var så mange af de andre der var stået op. Omkring kl. 8.30 gik vi ind i huset, efter vi så at Heather havde været ude og køre. Det var kun Heather og Erik og hunden Lilly der var stået op. Så mens Erik var i bad, Heather startede på at lavet rigtig amerikansk morgenmad med Bisquet og gravy, fik vi skrevet lidt blog, og så begyndte de andre lige så stille at stå op. Brian og Kris havde også sovet der.

Efter morgenmaden pakkede vi sammen, og fik sagt farvel. Så gik turen til Home Depot, hvor Erik havde sagt vi kunne købe en ny vandslange, da der var et stor hul i den der var med vognen. Derefter gik turen mod Highlands Hammock State Park, kun med et enkelt stop i en Publix og Walmart.

Undervejs så vi flere forskellige dyr. Det blev til en enkelt hjort, forskellige fugle, og vi fik også spottet et par alligatorer i det vand vi kørte langs med.



Vi fik en dejlig plads da vi nåede til Highlands Hammock, vejret var fint på trods af lidt skyer, så Rasmus og Anne gik i gang med at samle den nyindkøbte grill så vi kunne få grillet et par bøffer til aftesmad. Mens Rasmus gjorde aftensmaden klar, gik Anne og mig på legepladsen.

Anne blev for en gangs skyld puttet i nogenlunde alm. tid, men vi blev nu heller ikke så længe oppe, da der bliver lidt køligt om aftenen, og når vi kommer ind i campingvogn bliver vi ret hurtigt trætte.