Mandag d. 28.
I dag er dagen som Anne har glædet sig til så længe. Vi skal besøge Mickey Mouse. Efter vi fik købt både en Minnie Mouse og en løve bamse til hende den første dag og var i en Disney Store, har hun ikke snakket så meget om at skulle besøge Mickey Mouse, da hun måske troede at vi havde besøgt ham. Men i går fortalte vi hende, at nu skulle vi møde den rigtige Mickey Mouse, og se hvor han bor.

Vi valgt at tage vognen derud, selvom der kun var 10 km, men ingen af os kunne helt overskue at skulle med shuttlebus (hvis der var sådan en, hvilket vi ikke rigtig undersøgte) eller med taxa. Vi var derude omkring kl. 9 hvor parken åbnede, og alligevel parkerede vi i række 31 (og det er nogle lange rækker), men der kører busser fra parkeringspladsen til hvor billetterne købes.
Vi havde været så heldige at få gratis indgangsbilletter af Brian, som arbejder i Disney’s Epcot park – Thanks a lot Brian! Så vi skulle bare gå til billetkontor, og bytte det stykke papir vi havde fået af ham til nogle rigtige billetter.
Derefter gik vi op og tog Monorail’en til Magic Kingdom. Allerede da vi lige kom ind, fik Anne øje på Minnie Mouse, og så var dagen næsten allerede reddet, og der kom også nogle kørende i et køretøj, og dansede og sang. Der sker hele tiden et eller andet i parken af shows. Vi gik op af Main Street mod det store slot, og helt tilfældigt kom vi lige inden der startede et show foran slottet, med alle de figurer Anne kender. (Askepot, Snehvide, Anders And, Fedtmule, Minnie og Mickey Mouse osv.) Anne fulgte interesseret med og havde også travlt med at fortælle os om alle dem hun kendte oppe på scenen.

Kl. 15 så vi den store parade gennem hele Disney, også noget Anne fulgte meget med i. Disney er bare rigtig god til at skabe den stemning af magi, og at “Dreams come true”, næsten så gode at moren også troede på detsmiley


Vi havde en super god dag, og det der især blev brugt tid på, var at Anne bare rigtig gerne ville møde alle de “rigtige” figurer fra tegnefilmene, og et par karuselture på heste blev det også til, og en tur i den flyverende Dumbo.


Da kl. blev omkring otte om aftenen, var vi alle ved at være trætte, og vi tog hjem, vi nåede dog lige at se det hele mens mørket var ved at falde på, og alle lysene blev tændte.

Vi tog monorail’en og derefter toget ud til vores vogn, og så kørte vi tilbage til campingpladsen.
Da vi kom tilbage, var der nogle andre der havde taget vores plads. De havde ikke intentioner om at flytte sig, så vi havde fat i campingpladsen, som dog sagde vi bare kunne tage pladsen ved siden af, vel og mærke efter vi lige havde hentet vores vandslange, som vi havde ladt ligge.
Vi fik lavet Annes seng, hun blev puttet, og faldt hurtigt i søvn, og så stod resten af aftenen på pakning af kufferter, da turen jo desværre går hjem i morgen.
Mens vi pakkede kufferterne, tændte Rasmus lige op i grillen, da vi lige havde kul til en gang mere, og så kunne vi lige spise de sidste 2 bøffer kl. 23.30 inden vi gik i seng.