Det dryppede stadig lidt da vi vågnede her til morgen, eller det vil sige Anne vågnede først kl. 8.30, hvilket jo er vild luksus når man er på ferie, desværre kan det bare være lidt svært for hende at sove middagslur senere på dagen, og så kan dagen godt blive lidt lang til sidst, men det går nu okay. Hun er heldigvis god til at sige, når hun vil i seng. Efter lidt morgenmad (morgenmadsburgere) kørte vi til Three Sisters Spring Welcome center, hvor vi allerede blev advaret da vi kom om, at der ikke var nogle søkøer, hvis vi ville spare vores penge ($15 pr. mand). Vi blev nu enige om at tage afsted alligevel. Vi blev hentet i en Trolley bus, af en meget snakkede dame. Der var kun os der skulle med.
Hun kørte os ud til den lille Spring (lagune). Vandet er fuldstændig klart. Det er meget mærkeligt, for det er midt mellem lidt bebyggelse og andre søer, de her springs ligger, men de skiller sig meget ud ved, at vandet er helt klart og om sommeren altid 72 fahrenheit.

Vi havde en fin lille gåtur rundt, inden vi igen blev hentet af den snakkende dame. Denne gang var der et par stykker mere end os der skulle med. På vejen tilbage fik vi en rundtur i byen, Crystal River, som er en utrolig charmerende by, men en blanding af lidt Key West og noget sydstats stemning.

Videre fra Crystal River kom vi forbi Rainbow Springs State Park, hvor vi også valgte at køre ind. Her gav vi $2 pr. voksen for at komme ind. Man parkere og så går man ind i parken. Det var en utrolig frodig park med små vandfald, og så var Rasmus ude og bade i vandet, Anne nåede halvt i, men synes det var lidt koldt, så hun ville gerne op igen.


Turen på tværs fra Crystal River til Lake Waldena har været meget anerledes end det vi ellers har set i Florida. Her er meget frodigt, der er en masse farms, hvor det ser ud som om de kunne ske at have en masse heste. Derfor er det ofte stakit hele vejen rundt om folks (store) grund, og så ligger husene ind i midten. Igen virker det mere sydstatsagtigt end det Florida vi ellers kender.
Det har smådryppet lidt ind i mellem i dag, men stadig været short og t-shirt vejr. Til gengæld er vi ikke blevet nødt til at blive “uvenner” med Anne over solcreme.
Hvad vi troede bare skulle være et stop på vejen i Lake Waldena, viste sig at være en fin campingplads helt ned til en sø, hvor vi fik en rigtig fin plads med udsigt, og lige ved siden af legepladsen. Det endte også med at klare lidt op, så der blev utrolig smukt ud over søen, da solen gik ned.