Tirsdag d. 29 marts.
Så er skøn ferie desværre ved at være slut, og idag skal motorhomet afleveres og vi skal med flyverne hjem til Danmark.
Vækkeuret ringede kl. 7, da vi skulle være sikker på at kunne nå det hele. Alt det sidste skulle pakkes ned og resten smides ud.
Inden vi kørte fra campingpladsen fik lige fyldt lidt mere propan på, da vi havde haft lidt gang i generatoren undervejs.
Vi kørte mod Cruise America, og fik afleveret motorhomet, og han bestilte en taxa til os.
Han var dog lidt hurtig til at køre væk med vores vogn, så vi nåede ikke at få tjekket, om vi havde fået alt med, så desværre har Rasmus glemt sin fleece trøje i vognen.
Taxa’en kom, og vi blev kørt til lufthavnen, hvor vi fik tjekket ind og afleveret alt vores bagage.Vi var kommet i god tid, og fik lidt frokost inden vi gik i gennem sikkerhedskontrollen.
Da vi kom ud til gaten, og ventede på flyet, blev Anne træt og faldt i søvn i klapvognen, og det lykkedes os at få hende med ind i flyet, hvor hun sov videre.
Da vi nåede til New York, havde vi igen lidt vente tid, men det gik nu også rimelig hurtigt. Vi købte lidt sushi på vejen fra det ene fly til det andet, så det hyggede vi os lidt med inden vi gik ombord på flyet.

Alle gange fik vi lov at gå først ombord på flyene, fordi vi havde Anne og hendes klapvogn med, hvilket egentlig er meget rart, så man kan gøre det i ro og mag, uden at stresse, og der er god plads til at få sine kufferter til at være lige over én. Flyet fløj fra New York kl. 20, og der gik ikke længe før Anne begyndte at blive træt, så efter at have set lidt Mickey Mouse tegnefilm på tv-skærmen, forsøgte vi os med lidt aftensmad som hun ikke rigtig gad af have (der var gået kuk i noget med vores billetter, så den børnemenu der ellers var blevet bestilt, fik vi ikke alligevel).
Derefter faldt hun i søvn siddende ret op. Hun sov mere eller mindre under hele turen til Amsterdam, og sov endda så godt at vi kunne flytte hende med ud af flyet og over i klapvognen og sov videre der indtil kl. 12 (dansk tid).
Det tog endda lidt ekstra tid at komme ud af flyet i Amsterdam, da der var blevet 2 syge ombord mens vi fløj, så der blev tilkaldt ambulancefolk der skulle ind og hjælpe, inden vi kunne komme ud. Rasmus så den ene falde om, lige inden vi skulle lande.
I Amsterdam havde vi ca. 3 timer inden det sidste fly, som blev brugt på at få lidt frokost. Den sidste flyver to kun 50 min og så var vi hjemme i kulden igen.
Vi fik vores kufferter rimelig hurtigt, men måtte hen og spørge efter vores klapvogn som ikke lige kom i første omgang, men det lykkedes at få alt med hjem, og det var en meget glad Anne der fik øje på mormor og morfar der var kommet for at hente os. Hun løb hen til mormor og gav hende et knus, og derefter fik morfar et.
Vi blev kørt hjem, og mormor og morfar havde bestilt smørrebrød til aftensmad, og det blev så enden på en skøn ferie.
Kl. 18.45 efter et dejligt bad, gik Anne kold på sofaen.